Ahmadinedjad fyrer sin eneste kvindelige minister

Det første kvindelige medlem af den iranske regering siden 1979 er blevet fyret, efter hun kritiserede manglen på penge til import af medicin.

IRAN: Det eneste kvindelige regeringsmedlem i Iran siden den islamiske revolution i 1979 er blevet fyret. Sundhedsminister Marzieh Vahid Dastjerdi blev torsdag afsat af præsident Mahmoud Ahmadinedjad, efter hun havde kritiseret regeringens økonomiske politik.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters faldt kritikken i sidste måned, hvor Marzieh Vahid Dastjerdi anklagede sine regeringskolleger for ikke at afsætte tilstrækkelige midler til import af livsvigtig medicin.

På statsligt TV sagde hun, at kun regeringen kun har brugt en fjerdedel af de 2,4 milliarder dollars, som i år er øremærket til indkøb af blandt andet kræft- og sklerosemedicin, fordi der mangler udenlandsk valuta.

- Jeg har hørt, at der er blevet købt luksusbiler for dollars, mens jeg ved ikke, hvad der er sket med de dollars, som skulle bruges til medicinimport, sagde den daværende sundhedsminister ifølge Reuters.

Den officielle holdning i den iranske regering er, at medicinmanglen skyldes EUs og USAs sanktioner.

Fyringen af Dastjerdi bliver mødt med hård kritik i parlamentet, hvor præsident Ahmedinedjads modstandere beskylder ham for at tilrane sig mere magt.

- Selv om præsidenten har ret til at fyre sundhedsministeren, er det en uklog beslutning, der mangler logik, siger lederen af parlamentets sundhedskomite, Hosseinali Shahriari, ifølge det iranske nyhedsbureau Fars.

Ahmadinedjad har ikke fortalt, hvorfor han har fyret sundhedsministeren.

. Fyringen skyldes udelukkende personlige årsager. Jeg håber, at præsidenten har mod til at forklare, hvorfor han har foretaget denne udskiftning, siger Hosseinali Shahriari.

Ny, midlertidig sundhedsminister er Mohammad Hassan Tariqat Monfared, oplyser Reuters.