En række it-eksperter og nordkoreanske afhoppere sætter nu navn på Nordkoreas hackergruppe, som mistænkes for et stort antal hackerangreb i de seneste år.

Den hedder Enhed 180. Og hvor det meste af Nordkoreas statsstyrede instanser ofte er tragikomiske af natur, så er Enhed 180 faretruende effektiv.

For eksempel var Enhed 180 efter alt at dømme ansvarlig for maj måneds store dataangreb WannaCry, der inficerede mere end 300.000 computere verden over, mener de ifølge Reuters at vide.

Kim Heung-Kwang arbejdede som professor i it-videnskab i Nordkorea, indtil han formåede at flygte i 2004. Han hævder, at Enhed 180s primære arbejde består i at hacke banker og finansielle institutioner og stjæle deres penge, som var de banale tyve.

»Enhed 180 hacker sig ind i finansielle institutioner, bryder ind og hæver penge på deres konti,« forklarer han til Reuters.

Han fremhæver, at Bangladesh' Nationalbank blev hacket og plyndret for 81 millioner dollars i 2016. Penge som nu tilhører Nordkorea. Gruppen skulle også stå bag hackningen af Sony i 2014.

Enhed 180 består blandt andet af hans egne tidligere elever, mener Kim Heung-Kwang at vide. Gruppen er angiveligt underlagt Nordkoreas efterretningstjeneste.

Internettet i Nordkorea er nærmest ikke-eksisterende. Derfor arbejder medlemmerne af Enhed 180 heller ikke fra Nordkorea, men efter sigende fra andre lande. De rejser ofte ud under dække af at være forretningsfolk.

Nordkorea mistænkes for at tage aktivt del narkohandel, smugling og falskmønteri. Men ifølge James Lewis, konsulent og Nordkorea-ekspert ved Center for Strategic and International Studies i Washington, har Nordkoreas hackeraktiviteter været lige så indbringende.

Han forklarer desuden, at det nordkoreanske regime oprindeligt så hacking som et effektivt middel til spionage, men senere også til at skaffe penge. Det var efter Sony-angrebet i 2014, at styret angiveligt fik smag for det.

Reuters har desuden talt med Michael Madden, der er ekspert i nordkoreanske forhold og arbejder ved det amerikanske John Hopkins Institut. Han forklarer, at Enhed 180 ikke er den eneste professionelle hackergruppe, der arbejder for den nordkoreanske efterretningstjeneste. Der er angiveligt flere andre.

»Personalet rekrutteres fra skoler og modtager avanceret træning på institutioner, der hører til i eliten,« fortæller Michael Madden.