Afghanistans regering skal ikke længere forhandle med Taliban, men med Pakistan, siger præsident Karzai.

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, siger, at Afghanistans regering ikke længere vil forhandle med talibanbevægelsen. Det skriver britiske BBC.

Karzai siger, at drabet på den afghanske fredsforhandler Burhanuddin Rabbani har overbevist ham om, at han i stedet skal fokusere på en dialog med Pakistan.

Afghanistans tidligere præsident Rabbani var involveret i fredsforhandlinger med Taliban, da han blev dræbt af en selvmordsbomber, der udgav sig for at være fredsforhandler for Taliban.

Karzais udtalelser faldt i en tale til religiøse ledere, hvor han slog fast, at der ikke er nogen personer at gå i dialog med blandt taliban-medlemmerne. Han tilføjede, at det ikke er muligt at finde Taliban-lederen mullah Omar.

- Hvor er han? Vi kan ikke finde Talibanrådet. Hvor er det, spurgte Karzai.

- En budbringer kommer forklædt som medlem af Talibanrådet og dræber, og de vil hverken be- eller afkræfte det. Derfor kan vi ikke tale med andre end Pakistan, sagde Karzai ved mødet.

I sidste uge beskyldte USA's militær Pakistans efterretningsvæsen for at hjælpe det militante Haqqani-netværk ved et nyligt angreb i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Pakistans udenrigsminister svarede igen med at advare USA om, at det risikerer at miste en vigtig allieret, hvis det fortsætter sine beskyldninger mod Pakistan.

Sent fredag gentog USA's præsident, Barack Obama, sin opfordring til Pakistan om at slå til mod Haqqani.

- Pakistan har længe afvist at støtte Haqqani-netværket, men BBC's korrespondenter siger, at Pakistan i årevis har forsøgt at nå udenrigspolitiske mål gennem alliancer med militante grupper.

/ritzau/