Afghanistan kan stå foran en dyster fremtid

Ifølge en række efterretningskilder ser fremtiden sort ud for Afghanistan, når NATOs styrker trækker sig ud af landet i det kommende år.

AFGHANISTAN: De seneste tre års fremskridt i Afghanistan risikerer at blive sat over styr i de kommende år, skriver Washington Post på baggrund af amerikanske efterretningskilder.

Kilderne forudser, at Taleban fremover vil øge deres indflydelse i det hårdt prøvede land, selvom USA beholder nogle tusinde tropper i Afghanistan og fortsat tilfører økonomiske midler til landet.

Det er 16 forskellige efterretningstjenester, som har bidraget til vurderingen af situationen i Afghanistan, og i en rapport forudser de ifølge Washington Post, at landet vil udvikle sig i en yderst kaotisk retning, hvis den amerikanske og afghanske regering ikke kan enes om en sikkerhedsaftale.

Anonyme kilder siger dog ifølge AFP til Washington Post, at efterretningsrapporterne er for pessimistiske, og at der er mange elementer, som kan spille ind på Afghanistans fremtid. Afghanistans egne sikkerhedsstyrker er bedre rustet til at klare den kommende opgave, end man regner med i Vesten, forlyder det,

De amerikansk-ledede NATO-styrker trækker sig fra Afghanistan i 2014, efter mere end et årtis kampe mod Taleban. USA og NATO er parat til at lade nogle tropper blive, hvis det lykkes at få forhandlet en omdiskuteret sikkerhedsaftale på plads.

Afghanistans præsident Hamid Karzai var først tilhænger af en sådan aftale, men har siden trukket i land. Han lægger nu op til, at aftalen først skal underskrives efter valget i april næste år, hvor hans efterfølger skal findes.

En underskrivelse af aftalen er imidlertid betingelsen for, at Afghanistan kan få del i milliarder af kroner i vestlig hjælp, som skal bidrage til stabiliteten i landet i de kommende år.