En ny prøveaffyring af et missil fra Nordkorea onsdag gik galt, oplyser myndighederne i Sydkorea og USA.

Washington D.C.. USA har registreret en missilaffyring fra Nordkorea, som tilsyneladende er mislykket.

Missilet eksploderede efter få sekunder i luften, siger en talsmand for det amerikanske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den mislykkede prøveaffyring er også blevet observeret i Sydkorea, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Sydkorea og USA har kendskab til den nordkoreanske missilaffyring, siger en talsmand for forsvarsministeriet i Sydkorea.

Han tilføjer, at landene har en formodning om, at affyringen er mislykkedes.

Ministeriet nævner ikke noget om, hvilket missil der blev anvendt.

Det japanske nyhedsbureau Kyodo citerer en anonym regeringskilde for, at Nordkorea muligvis har foretaget flere prøveaffyringer onsdag.

Tidligere i marts sendte Nordkorea fire missiler ud over Det Japanske Hav. Tre af dem styrtede ned i japansk farvand, mens det fjerde ikke nåede helt så langt.

/ritzau/