Den norske regering vil gerne give Finland en gave i anledning af, at landet næste år kan fejre 100 år som selvstændigt land.

Men hvad giver man sin gode nabo gennem 100 år, når man gerne vil give noget, der er en anelse mere ekstravagant end blomster og en flaske vin?

Hvad med et helt bjerg hvis top stikker 1365 meter op over havets overflade?

Spørger man Norge, er det i hvert fald ikke en helt dum tanke.

Således overvejer den norske statsminister Erna Solberg lige nu, hvorvidt man skal rykke den norske grænse 40 meter, så bjerget Halti fremover vil tilhøre Finland. Det skriver norske NRK.

Bjerget Halti er egentlig allerede halvt finsk. Det ligger nemlig på grænsen mellem Norge og Finland og tilhører derfor begge lande. Bjerget er Finlands højeste, selvom bjergtoppen egentlig ligger på norsk side - og derfor har Kåfjord Kommune tidligere forslået at rykke grænsen, så også bjergtoppen og hele bjerget bliver finsk.

En fin gestus i anledningen af, at Finland næste år den 6. december kan fejre 100 år som selvstændigt land, mener man.

Forslaget har mødt kritik fra flere kanter i Norge, og det har været til debat, om det strider mod den norske grundlov at rykke grænsen og give bjerget væk. Alligevel er ideen blevet taget så seriøst, at den nu ligger på den norske statsministers bord.

»Der er nogle formelle udfordringer, og foreløbig har jeg ikke bestemt mig for, om jeg vil støtte dette. Men vi ser på sagen,« siger Erna Solberg til NRK.

Haltis højeste punkt på finsk side er 1328 meter over havets overflade, mens bjergets højeste top på norsk side er hele 1365 meter over havets overflade.