UKRAINE: Adskillige mennesker meldes dræbt i gadekampe og beskydning i oprørshøjborgen Donetsk i Ukraine onsdag.

Tung beskydning ramte angiveligt beboelsesområder i Donetsk, mens ukrainske styrker kæmpede mod prorussiske separatister i gaderne i Donetsk og andre byer i det østlige Ukraine.

Dødstallet fra onsdagens kampe er usikkert. Ifølge ledelsen i Donetsk, der er styret af separatister, blev ni personer i et beboelsesområde dræbt. Den ukrainske regering afviser, at dens styrker angriber områder med civile.

Ukrainske embedsfolk melder om yderligere ni dræbte, der ifølge embedsfolkene var frivillige, som kæmpede med de ukrainske styrker mod oprørerne.

Uafhængigt af disse oplysninger lyder det fra lokale sundhedsmyndigheder, at 34 civile blev dræbt fra tirsdag middag til onsdag middag i området omkring Donetsk.

BNB/Reuters