En familie fra Katy, Texas påstår, at der gemte sig en død rotte i en flaske cola, som deres barnebarn drak.

Det fortæller tv-stationen KPRC 2.

Ifølge John Graves, der er barnets bedstefar, købte de søndag en flaske cola af mærket Dr. Pepper til Kayden på tre år. Drengen drak ikke det hele, så de satte låget på igen. Da de åbnede flasken dagen efter, fandt de angiveligt gnaveren flydende rundt i læskedrikken.

»Pæn størrelse. Ca. otte centimeter lang, med en stor hale,« siger John Graves, der nu leder efter svar.

»Jeg er bekymret for mit barnebarns helbred,« siger han.

Kayden er blevet undersøgt af sin børnelæge, som har taget blod- og urinprøver. De venter på resultaterne, men den tre-årige dreng virker glad og frisk.

En familie fra Katy, Texas påstår, at denne gnaver var inde i en colaflaske, som deres barnebarn på tre år havde drukket af. Foto: KPRC2 Jennifer Bauer, Facebook.
En familie fra Katy, Texas påstår, at denne gnaver var inde i en colaflaske, som deres barnebarn på tre år havde drukket af. Foto: KPRC2 Jennifer Bauer, Facebook.
Vis mere

Flasken skal undersøges

Familien har kontaktet Dr. Pepper, der har bedt om at få udleveret flasken, så de kan undersøge den. Det fortæller en talsmand fra firmaet til tv-stationen.

»Intet er vigtigere for os end vores kunders sikkerhed og velbefindende. Vi tager alle kunde-klager meget seriøst og er meget bekymrede om det opkald, vi fik i dag fra hr. Graves og undersøger det så godt, som vi kan,« lyder det i en pressemeddelelse fra koncernen.

Barnets bedstefar vil dog foretage sin egen undersøgelse, inden han giver Dr. Pepper-folkene flasken.

»Jeg vil have rotten undersøgt for at se, hvor den kom fra, hvordan den havnede der, og om der er nogen helbredsrisici, vi skal være bekymrede for,« siger han.

Ifølge KPRC 2 arbejder familien og Dr. Pepper nu på at finde et laboratorium, der kan lave en uafhængig undersøgelse. Indtil colaflasken er blevet undersøgt, er det altså ikke bekræftet, at der har været en død rotte i Dr. Pepper-drikken.

Usandsynligt - men muligt

Ejeren af butikken i byen Galveston, hvor colaen blev købt, siger til tv-stationen, at alle hans flasker er forseglede ved levering. Derfor må en eventuel fejl ligge hos producenten, og mens det ikke er sandsynligt, at en gnaver endte inde i en flaske på Dr. Peppers produktionslager, er det ikke utænkeligt. En rotte kan nemlig godt presse sig ned i en colaflaske. Det fortæller Jay Neal, der er ekspert i fødevaresikkerhed ved University of Houston.

»En mus kan komme gennem et hul på størrelse med en nickel (en amerikansk femcent, red.). De har ikke knogler, de har brusk, og de kan klemme sig gennem det,« siger Jay Neal til KPRC 2.