Den internationale kamp mod piraterne har langt fra været effektiv, og den danske har været endnu mindre frugtbar.

Besætningen på det danske krigsskib Absalon kan blive nødt til at sætte de 25 pirater, som bliver tilbageholdt på skibet, fri. Og det vil langt fra være første gang, at det sker.

Den danske piratkamp i Adenbugten havde i efteråret 2011 resulteret i 225 tilfangetagelser siden 2008. Efter Absalons seneste fangst på 25 pirater har antallet rundet 250, men indtil videre er blot fem blevet straffet for deres forbrydelser. Det blev de ved en hollandsk domstol, mens 24 afventer retssag i Kenya.

LÆS OGSÅ:

I værste fald vil det betyde, at blot to procent er blevet retsforfulgt og dømt. Hvis de sidste 24 bliver dømt, så har 11,6 procent af de pirater, der er blevet fanget af Danmark, fået en straf. Ifølge en FN-rapport om piratproblemet fra sidste efterår, så bliver ni ud af ti pirater aldrig retsforfulgt

Kampen mod piraterne har stået på siden 2007, og i 2009 blev der på anmodning af FNs Sikkerhedsråd indgået et internationalt samarbejde med flere end 55 lande og internationale organisationer fra blandt andet Den Arabiske Liga, FN, EU og NATO, der skulle sørge for, at pirateriet fik en ende.

Contact Group on Piracy off the Coast of Somalia (CGPCS) har forsøgt at etablere juridiske samarbejdsaftaler med landene omkring Afrikas Horn, så piraterne kan retsforfølges der. Det gælder blandt andre Tanzania, Oman, Seychellerne, Yemen og Kenya. Men det er ikke lykkedes at få nogen længerevarende aftaler i stand.

LÆS OGSÅ:

Indtil 2010 havde EU et samarbejde med Kenya om at retsforfølge pirater, som EU-skibe fangede ud for Somalias kyst. Men Kenya opsagde aftalen, da det blev for stor en opgave. Og de kenyanske myndigheder opsagde også den aftale, der var med Danmark. Derfor skal der forhandles med Kenya i hver enkelt situation, når Danmark har pågrebet pirater.

Flere af de andre lande begrunder også den manglende samarbejdsvillighed med, at de ikke har kapaciteten eller ressourcerne til at bekæmpe piratproblemet. Eller også frygter de, at en koncentreret indsats vil føre til hævnaktioner fra piraterne.

I foråret 2011 kunne Danmark ellers vejre morgenluft, da Seychellerne gik med til at modtage og retsforfølge pirater, som danske skibe fangede.

- Jeg er meget tilfreds med perspektiverne i denne aftale, som også er et vigtigt led i vores strategi for den danske indsats mod pirater, sagde den daværende udenrigsminister Lene Espersen (K) i en pressemeddelelse.

I går takkede Seychellerne dog nej til at modtage de 25 pirater, som Absalon forsøger at få afsat og dømt. Dermed skal det danske krigsskib på jagt efter et andet land, der vil modtage de somaliske pirater, hvis de ikke blot skal sejles hjem og sættes af på en strand.