Palæstinas præsident Mahmoud Abbas advarer om, at han vil opløse den palæstinensiske selvstyremyndighed, hvis ikke Israel bevæger sig mod fred efter valget i januar.

PALÆSTINA: Udviser Israel ikke tegn på at ville genoptage fredsforhandlingerne med palæstinenserne efter Israels valg 22. januar, vil Palæstinas præsident Mahmoud Abbas opløse den palæstinensiske selvstyremyndighed. Det fortæller han i et interview med det israelske dagblad Haaretz ifølge Al Jazeera.

Hvis ikke Israel bevæger sig mod fred, vil Abbas overlade det fulde ansvar for den besatte Vestbred til den israelske regering.

- Hvis der ikke sker fremskridt efter valget, vil jeg tage telefonen og ringe til Netanyahu (Israels premierminister Binyamin Netanyahu, red.), siger Abbas og fortsætter:

- Jeg vil sige til ham: Sæt du dig her i stolen i stedet for mig. Tag nøglerne og så er du ansvarlig for Den Palæstinensiske Nationale Autoritet.

- Når den nye regering i Israel er på plads, vil Netanyahu blive nødt til at tage en beslutning - ja eller nej, siger Abbas i interviewet.

Forhandlingerne mellem de to parter har været på standby siden 2010, fordi palæstinenserne insisterer på en fastfrysning af bosættelserne, mens israelerne afviser forhåndsbetingelser ved fredsforhandlingerne.

Netanyahus koalition forventes at vinde valget i Israel i januar.