Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla tjente knap 140 mio. svenske kr. sidste år. Det var svimlende 92 pct. mere end året før

Den gamle skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller ville givetvis være stolt, hvis han stadig havde levet.

Hans yngste datter Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla havde sidste år en skattepligtig indkomst i sit hjemland Sverige på svimlende 139.876.532 svenske kr.

Tallet er 92 pct. højere end hendes indkomst året før.

Det skriver det svenske dagblad Expressen, der har indkomst-oplysningerne fra de svenske skattemyndigheders åbne lister over borgernes lønopgørelser.

De knap 140 mio. svenske kr. svarer til lige godt 110 mio. danske kr. og sikrer den 66-årige Ane Uggla en placering som nr. to på listen over kvinder i Sverige med (tårn)høj indkomst.

Listen toppes af den relativt ukendte erhvervskvinde Lena Elisabet Ek, 59, hvis indkomst for sidste år er opgjort til 141 mio. svenske kr.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla er bosat i en kæmpelejlighed på en af de dyreste adresser i Stockholm, hvor hun bor sammen med ægtemanden Gustav Peder Hansson Uggla, der er søn af en svensk kontreadmiral.

Et positivt bidrag

Hun er formand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt Familiefonden.

Da hun i 1991 fik sin debut som Mærsk-bestyrelsesmedlem i Dampskibsselsskabet 1912, gav hendes stolte far, nu afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, sin yngste datter dette skudsmål over for pressen:

»Hun er opvakt, intelligent, og vi har en tro på, at hun vil være et positivt bidrag i bestyrelsen.«

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla er uddannet som tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen i København i 1969 og siden som kandidat i filosofi fra Stockholms Universitet. I årene 1986-97 arbejdede hun for svensk Røde Kors.

Mor til to

Hun er også mor til sønnerne Johan Pedersson Uggla og Robert Mærsk Uggla, der begge menes at være udset til at få betydelige topposter i familievirksomheden.

Ane Uggla er næstformand i Mærsk-bestyrelsen, hvor sønnen Robert i år også blev indvalgt på generalforsamlingen.

36-årige Robert Uggla har siden 2012 været administrerende direktør for et af Mærsk-koncernens shippingselskaber, bjærgnings- og slæbebådeforretningen Svitzer. Han kom ind i Mærsk-gruppen for 10 år siden og har blandt andet været chef for Maersk Line i Dubai samt for tankskibsrederiet Broström fra 2009 til 2012.

Den anden søn, Johan Pedersson Uggla, der er født i 1976, er chef for APM Terminals i Aarhus. Han er uddannet civilingeniør og arbejder i dag som chef for A.P. Møller-Mærsks havneterminal i Aarhus. Her er han gift med Venstre-politikeren Laura Hay, med hvem han har en datter.