Zimbabwes aldrende præsident, Robert Mugabe, bliver formand for Den Afrikanske Union og lover nyt opgør mod tidligere tiders kolonimagter.

ZIMBABWE: Han er en af de mest kontroversielle afrikanske ledere, og nu kan den 90-årige præsident i Zimbabwe, Robert Mugabe, også kalde sig formand for Den Afrikanske Union.

I sin tale lagde Mugabe ifølge Reuters vægt på, at Afrika skal beskytte sig selv mod udlændinge, der vil udnytte kontinentets mineralrigdomme - og han opfordrede til mere støtte til afrikanske landmænd.

»Afrikanske ressourcer skal tilhøre Afrika, og ingen andre, bortset fra dem, vi inviterer hertil som venner. Vi skal have venner, ja, men ikke flere imperialister eller kolonister,« sagde Mugabe ifølge Reuters ved den officielle ceremoni i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.

Mugabe er den ældste afrikanske statsleder, og han er den eneste leder, Zimbabwe har haft, siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1980.

Den 90-årige præsident og nyudnævnte formand for Den Afrikanske Union har hele sin karriere kæmpet mod tidligere kolonimagters overtag i Afrika, og han bliver hyldet af mange som en national helt. Samtidig kritiseres han for at have krænket adskillige menneskerettigheder og manipuleret flere valg.

Både EU og USA har tidligere indført sanktioner mod Mugabe og hans folk efter valgene i 2002 og 2008. der var omgærdet af valgsvindel og trusler mod politiske modstandere. Anklager, som Mugabe konsekvent har afvist.

Som formand for Den Afrikanske Union har Mugabe mulighed for at påvirke den politiske debat blandt de afrikanske ledere.