Alt tyder på dødt løb i det polske præsidentvalg, men et dødsfald på et valgsted har udskudt valgresultatet til senere på natten.

POLEN: De polske vælgere må væbne sig med tålmodighed ved det igangværende præsidentvalg, hvor alt tyder på dødt løb mellem de to kandidater ved valgets andet runde.

Ved første valgrunde 10. maj lykkedes det hverken Andrzej Duda eller den siddende præsident, Bronislaw Komorowski, at samle minimum 50 procent af stemmerne, som er påkrævet for at kunne udråbe sig som sejrsherre, hvorfor det blev nødvendigt med endnu en valgrunde, hvor de to kandidater er de eneste på listen.

Søndagens valg fik yderligere et snert af drama, da en 80-årig kvinde døde ved et valgsted i et sydligt distrikt, hvilket tvang valgmyndighederne til at lukke stemmeboksene frem til klokken 22.30 søndag aften.

62-årige Komorowski lignede på forhånd en sikker favorit efter fem succesfulde år ved magten, men 43-årige Duda, der er advokat og medlem af Europa-Parlamentet, er lykkedes med at etablere en stærk kampagne, der har fået en lang række frustrerede vælgere ud til valgstederne.

Komorowski har ikke mindst kæmpet med sin regeringspartner, partiet Civic Platform, der har leveret en lang række korruptionsskandaler de seneste år, og som menes at være en af årsagerne til, at opbakningen til Komorowski har været faldende.

Duda, der repræsenterer det konservative Lov- og Retfærdighedsparti, har blandt andet som mærkesager, at han vil øge de offentlige udgifter og sænker skatter såvel som pensionsalder, mens Komorowski på den anden side har markedsført sig selv som den stærke leder, der er brug for i de aktuelle aggressioner fra russisk side.

Et endeligt valgresultat ventes at foreligge mandag.