Skjult mobning der gør ondt

To vildt spændte drenge glædede sig sådan til deres fælles otte-års fødselsdags-fest, at de var lige ved at sprænges. 

Men da fejringen af de to for længst skulle være begyndt, og 13 af drengenes klassekammerater burde have siddet og skrålet fødselsdags-sang for festens små hovedpersoner, stod samtlige tallerkener og glas stadig urørte, og fire fyldte slikskåle vidnede om, at ikke en eneste af de inviterede var dukket op og aldrig kom.

Et faktum Marianne og Johnny Smedholen efterhånden måtte sande et stykke tid efter, at festen skulle være begyndt, og stærkt modvilligt måtte de fortælle de to otte-årige gutter, der ellers sådan havde glædet sig til at blive fejret, at der altså slet ingen gæster kom.

- Vi havde sendt invitationerne ud en uge i forvejen gennem skolen. Nogle få havde meldt afbud, men vi var bare så klar til at tage imod resten. Drengene glædede sig selvfølgelig vældig meget, siger Marianne Smedholen, mor til den ene, til den norske avis Verdens Gang.

Men da tiden for længst var gået, og slikskålene stadig var fyldte, måtte drengene have beskeden.

- Jeg var nødt til at sige det til dem, som det var. Jeg sagde: "Ved I hvad, drenge. Jeg tror ikke, der kommer nogen til jeres fødselsdag". Det var selvfølgelig utrolig vanskeligt, fortæller Marianne Smedholen, som har valgt at stå offentligt frem i håbet om, at den slags ikke sker igen, fordi hun kunne se, hvor meget det påvirkede de to forsmåede fødselarer.

Efter fødselsdagsfesten som aldrig blev til noget lagde den sårede mor et billede af de fire fyldte slikskåle på Facebook og skrev en medfølgende tekst: "To spændte drenge skulle fejre fødselsdag sammen. Ingen dukkede op".

Hendes opdatering blev lynhurtigt delt igen og igen, og historien er både via Facebook og landets største avis nu kendt og har vakt ivrig debat - og en vis selvransagelse - over hele Norge.

En kendt børnepsykolog, Willy-Tore Mørch, understreger, at børn ofte ikke tænker over, hvor meget de kan såre hinanden.

- Men børn er også ganske udspekulerede, og hvis man ønsker at såre en kammerat eller gøre noget andet negativt, så er de i stand til at gøre det. Men de tænker bare ikke over konsekvenserne, siger han.

Har du selv været udsat for noget lignende, eller kender du andre, der har været udsat for noget, der minder om denne historie, så vil BT gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk