En svensk mand mistænkes for at have begået overgreb mod 17 børn - heriblandt sine egne børnebørn.

Malmø: Et uhyggeligt anklageskrift med 51 punkter om voldtægt af børn, grove seksuelle overgreb mod børn og seksuel forulempelse kommer for retten i næste uge.

Den tiltalte er en 74-årig mand fra Skåne. Han er tiltalt for at have begået overgreb mod 17 børn over en periode på flere år. Blandt ofrene er blandt andet mandens børnebørn, lyder det i anklagen ifølge sydsvenskan.se.

Retssagen mod manden, der har siddet varetægtsfængslet siden midten af januar, går i gang i begyndelsen af maj. Dommen ventes at falde i begyndelsen af juni.

Anklager Cathrine Bengtsson forklarer over for Sydsvenskan, at anklagepunkterne om seksuel forulempelse og andre mindre alvorlige tilfælde ifølge anklagemyndigheden er blevet begået i forbindelse med den 74-åriges arbejde i en idrætsforening.

Her har han været i kontakt med børn og unge.

Anklagerne vedrørende voldtægt og grove seksuelle overgreb drejer sig om misbrug af mandens egne børnebørn. Yderligere er manden tiltalt for at have misbrugt børn, som han lærte at kende gennem børnenes forældre.

- Det drejer sig om overgreb over flere år, siger anklager Cathrine Bengtsson.

Den 74-årige er i løbet af sagen kommet med nogle indrømmelser, men det gælder langt fra alle anklagerne mod ham.

Ifølge avisens oplysninger har manden en fortid som chauffør for skolebusser. Han blev angiveligt allerede anmeldt for seksuelle overgreb på børn, da han kørte busserne.

Hvis han bliver kendt skyldig og dømt, risikerer han en lang fængselsstraf.

/ritzau/