En ældre norsk kvinde er blevet idømt tre års fængsel for at have mishandlet sin egen mand stort set hele deres ægteskab.

Den 73-årige slog, truede og krænkede sin egen mand på det groveste gennem 41 år uden, at nogen greb ind.

Det skriver den norske avis VG.

Til sidst var manden så nedbrudt, at han end ikke så skilsmisse som en mulighed.

Parret blev gift i 1961, og ifølge avisen begyndte mishandlingen nogle år efter. Det kom dog ikke for dagens lys før i 2010. Paradoksalt nok fordi konen anmeldte sin mand for chikane.

- Manden har levet under et nærmest konstant terrorregime i 41 år, præget af kontinuerlig utryghed og frygt for vold og anden chikane, fastslog retten, da kvinden blev idømt tre års fængsel.

Manden døde, før sagen kom for retten, og fik altså aldrig den oprejsning, han havde fortjent.

Under retssagen vidnede ægteparrets tre voksne mod deres mor.

De har gennem hele deres barndom og ungdom været vidner til mishandlingen, og dommen er først og fremmest baseret på deres vidneudsagn.

Ifølge dommen har kvinden flere gange slået sin mand i hovedet med en jernstang, en lampefod og andet indbo. Hun har også i en periode tvunget ham til at bo i kælderen og begrænset hans adgang til mad, toilet, bad og telefon. Hun smed hans post ud og nægtede at give ham den medicin, som han var afhængig af.

Hun har - ifølge dommen - også flere gange truet ham med kniv, og ved en enkelt lejlighed skar hun ham i armen med en hobbykniv, så han fik en fem centimeter lang flænge i armen.