Stifteren af den populære yogaform Bikram Yoga skal betale millioner af kroner i erstatning, efter han er erkendt skyldig i sexchikane mod sin egen advokat.

Selv om man har stiftet sin helt egen form for yoga, betyder det ikke, man kan slippe af sted med hvad som helst.

Det må Bikram Choudhury, som har stiftet den udbredte yogaart, Bakrim Yoga, erkende, efter han er blevet kendt skyldig i en sag om sexchikane. Det skriver The Telegraph.

Anklagerne kom fra hans tidligere advokat, Minakshi Jafa-Bodden, som mente, hun blev seksuelt diskrimineret. Blandt andet skulle 69-årige Bikram Choudhury have foretaget seksuelle overgreb på hende, og han skulle have forsøgt at lokke hende med på hans hotelværelse.

Desuden skulle multimillionæren have bedt Jafa-Bodden om at dække over andre sexchikanesager. Yoga-guruen må derfor punge ud med knap 6,3 millioner kroner i erstatning til hende.

Allerede i juni 2013 blev Minakshi Jafa-Bodden fyret af Choudhury, fordi hun begyndte at samle beviser om, at han skulle have voldtaget en yogi.

I den efterfølende retssag afviste Bikram Choudhury alle anklager om voldtægten og kaldte dem for store løgne.

»Jeg gør ikke sådan noget. Det behøver jeg ikke,« sagde han dengang ifølge The Telegraph.

Bikram Choudhury kan risikere, at det ikke bliver sidste gang, han skal betale penge i erstatning. Inderen har yderligere seks retssager hængende over hovedet. Den næste begynder i april.