En 69-årig svensker er mandag morgen blevet fundet i live, efter han søndag ved 15-tiden forsvandt fra et område i nærheden af, hvor en 19-årig dansker fortsat savnes.
Det skriver Norrbottens lokalavis, Kuriren.nu.
Den 69-årige forlod sin kammerat, da de var ude at gå, og kammeraten ledte forgæves efter ham i flere timer. Efterfølgende alarmerede han politiet, som natten til mandag satte ind med civile helikoptere i eftersøgningen af manden.
Den 69-årige blev fundet af en af helikopterne klokken 5.30 mandag morgen
- Han havde klaret sig fint i løbet af natten og behøvede ikke en gang at komme på hospitalet, siger Hans Österlundh, vagthavende hos politiet i Norrbotten, til Kuriren.nu.
Eftersøgningen af den 19-årige dansker, som har været forsvundet siden onsdag, fortsætter mandag.
BNB