65-årige Carol Howarth havde søndag parkeret sin bil for at shoppe, og da hun kom tilbage, havde bilen fået usædvanligt besøg - af 20.000 bier.

Bierne sad i en stor masse på hjørnet af Carol Howarths sølvgrå Mitsubishi Outlander og fik flere forbipasserende til at stoppe og fotografere det fascinerende syn.

Det skriver britiske The Telegraph.

Artiklen fortsætter under billedet.

Heldigvis for Carol Howarth opdagede den 41-årige parkbetjent Tom Moses den store sværm af bier. Han blev bekymret for, at bierne ville blive slået ihjel af pesticider, og han frygtede også, om bierne kunne skade andre, fordi de befandt sig i bymidten.

Derfor kontaktede han den lokale biavlerforening, som hurtigt ankom til stedet og hjalp Tom med at fjerne sværmen af 20.000 bier fra Carol Howarths bil.

Han forklarer til The Telegraph, at han aldrig i sit liv havde oplevet en sværm så stor placere sig på den måde - og han fik da også bistik både i hovedet, på halsen og bagpå ørene i forsøget på at fjerne bierne.

Men selvom alle troede, at det var enden på Carol Howarths bi-problem, skulle det vise sig, at bierne langtfra var færdige med den sølvgrå Mitsubishi.

Dagen efter opdagede Carol Howarths pludselig, at bisværmen tilsyneladende havde fulgt efter hende og hendes bil - og de havde placeret sig på præcis samme sted på hjørnet af bilen.

Herefter måtte hun igen tage kontakt til den lokale biavlerforening, som noget forundrede ankom og lykkedes med at få bugseret de mange bier ned i en papkasse.

Biavler Roger Burns forklarer, at hans første teori var, at bierne måtte have fulgt efter bilen, fordi bidronningen var fanget inde i Carol Howarths bil. Men efter flere gennemsøgninger lykkedes det ikke at finde bidronningen. En anden teori kan derfor være, at bierne er fulgt efter bilen, fordi der har været noget sødt i bilen.

Under alle omstændigheder er hændelsen noget af det mest spektakulære, biavleren har oplevet.

»Jeg har været biavler i 30 år, og jeg har aldrig set en sværm gøre det der. Det er naturligt for dem at følge dronningen, men det er en mærkelig ting at se, og meget overraskende, at de har fulgt en bil over to dage. Det var ret underholdende,« forklarer Roger Burns.

Han pådrog sig godt 20 bistik under sit arbejde med at fjerne bierne.