De rigeste 62 personer i verden sidder nu på en formue, der er lige så stor, som det den fattigste halvdel af alle folk i verden ejer tilsammen.

De meget rige er nemlig blevet rigere og de fattige fattigere, viser en rapport fra Oxfam.

Mens de mest velhavende 62 personers formue samlet er steget 44 procent siden 2010, er den samlede formue blandt de omkring 3,5 milliarder mennesker, der har mindst at gøre med, i samme periode faldet 41 procent.

Samtidig sidder den rigeste procent nu på formuer, der overstiger de resterende 99 procents samlede formuer.

Rapporten bliver offentliggjort forud for det årlige møde i World Economic Forum i Davos i Schweiz.

Knap halvdelen af de rigeste personer i verden kommer fra USA, 17 er fra Europa, mens resten er fra lande såsom Kina, Brasilien, Mexico, Japan og Saudi-Arabien.

»Verdens lederes bekymring over den voksende ulighedskrise har indtil videre ikke ført til konkret handling - verden er blevet et meget mere ulige sted, og den tendens tager til i fart,« siger Winnie Byanima, topchef i Oxfam, i en meddelelse.

»Vi kan ikke tillade flere hundrede millioner mennesker at sulte, mens ressourcer, der kunne bruges til at hjælpe dem, opsuges af dem i toppen af samfundet,« siger Byanima videre.

I rapporten fremgår det, at formuer for omkring 7,6 billioner dollar er i skattely i udlandet. Hvis der blev betalt skat af den indkomst, som denne formue skaber, ville regeringer rundt i verden have yderligere 190 milliarder dollar til rådighed hvert år.

Ifølge Oxfam er det nok penge til årligt at redde fire millioner børns liv.

Det kræver kontanter og aktiver - eksempelvis fast ejendom, hvor lånet er betalt - for 68.800 dollar (470.000 kroner) at være blandt de ti procent på kloden, der er mest velhavende.

For at være blandt den rigeste procent skal man have værdier for over 760.000 dollar (5,2 millioner kroner), skriver BBC.

/ritzau/Reuters