LIBYEN: En gruppe på 54 bådflygtninge fra Libyen har mistet livet under deres flugt. De er ganske enkelt døde af tørst, skriver Sydsvenskan.se.
Kun en person har overlevet turen, han blev samlet op af den tunesiske kystvagt, som fandt fartøjet på havet natten til tirsdag.
Den overlevende flygtning har fortalt, at gruppen næsten var nået frem til den italienske kyst, da vinden blæste skibet ud på havet igen. Det resulterede i, at de 54 personer døde, da de ikke havde adgang til vand.
Flygtningene havde tilbragt to uger på havet i en gummibåd, der var næsten tom for luft, da den blev spottet af kystvagten. Den ene overlevende klyngede sig til den flade plastikbåd, da han blev reddet i land.
Han har efterfølgende fortalt FNs flygtningeorgan UNHCR, at han selv og resten af flygtningene havde forladt Libyen i slutningen af juni.
Ifølge UNHCR har 170 nordafrikanere mistet livet på havet i år, efter at de har forladt deres hjemlande i jagten på et bedre liv.



