LETLAND: Dødstallet forsætter med at stige, efter at taget på et supermarked pludseligt kollapsede i Letlands hovedstad, Riga, torsdag aften. 51 meldes dræbt, mens yderligere 38 har pådraget sig kvæstelser i hvad, der er den værste katastrofe i landets moderne tid.

Håbet om at finde flere overlevende svinder, efter at det er over et døgn siden, taget på supermarkedet styrtede sammen. Den 500 kvadratmeter store butik, der er en del af Maxima-kæden, åbnede i 2011, og da taget kollapsede torsdag omkring klokken 18, var butikken fyldt med mennesker, som købte ind på vej hjem fra arbejde.

»Vi håber, at der vil være overlevende, men med mere end 24 timer er chancerne små,« siger Rigas borgmester, Nils Usakovs, til AFP.

Læs også: Dramatiske billeder: Storcenter kollapset i Letland midt i myldretiden

Mindst tre af de døde var statsansatte brandmænd og redningsarbejdere, der var i færd med at hjælpe folk ud, da mere af taget styrtede sammen.

»Alt styrtede ned - vægge, tag, alt,« siger et øjenvidne til TV-stationen LNT.

Letlands premierminister, Valdis Dombrovskis, besøgte fredag området ved den kollapsede bygning. Her oplyste han, at politiet har indledt en strafferetslig undersøgelse for at finde årsagen til tagkollapset.

Spekulationerne om den mulige årsag går i øjeblikket på, at ejerne af bygningen var i gang med at anlægge en have oven på det flade tag. Et fotografi, offentliggjort af avisen Diena, viste bygningen forud for kollapset, hvor man kan se taget være dækket af en have med jord, buskads og en børne-legeplads.

Ifølge Juris Radzevics, der er medlem af Rigas kommunalbestyrelse, har supermarkedet tidligere sendt planer ind for at få lov til at bygge et grønt område på taget.

»Projektet blev forelagt i overensstemmelse med alle regler, men selvfølgelig vil vi se på, om materialer og konstruktion blev udført med de korrekte standarder,« siger Radzevics til LNT ifølge AFP.