KØB PLUS!

47 lande går sammen i kampen mod pædofile

EU, USA og en række andre lande er med, når der onsdag dannes en international alliance med det formål at lukke et lovgivningsmæssigt tomrum, som børnesexforbryderne bruger i dag.

GLOBAL: Onsdag mødes repræsentanter fra 47 lande i Bruxelles for at etablere en international alliance i kampen mod børnepornografi på nettet. Danmark og de øvrige EU-lande er med - det samme er lande som USA, Tyrkiet, Japan, Australien, Nigeria og Sydkorea.

- Vi vil arbejde for at udfylde det lovgivningsmæssige tomrum, som børnesexforbrydere i øjeblikket bruger. Vi vil gøre det lettere at iværksætte fælles politiefterforskning på tværs af grænserne og sikre, at dem, der angriber børn, holdes ansvarlige for deres forbrydelser. Vi ønsker at sikre, at alle lande har love, der forbyder børnesexforbrydere at arbejde med børn og unge, lyder det ifølge svenske Dagens Nyheter i en udtalelse fra EUs kommissær for retlige og indre anliggender, Cecilia Malmström, og den amerikanske justitsminister, Eric Holder.

Et samarbejde tidligere på året mellem politistyrker fra flere EU-lande og USA førte til anholdelse af gerningsmænd og distributører i et omfattende amerikansk-europæisk netværk af pædofile. Målet med den internationale alliance er, at flere pædofile skal afsløres og straffes i fremtiden.

- Vi vil sikre, at flere lovovertrædere stilles for retten. Vi vil bekæmpe udbredelsen af denne type materiale på nettet og øge bevidstheden om, hvordan disse forfærdelige forbrydelser begås. For at nå disse mål er en større national indsats samt øget internationalt samarbejde eneste vej frem, lyder det fra Cecilia Malmström og Eric Holder.