37 omkom, da en mand angreb kasino i Manila. Nu har myndighederne identificeret ham.

Manila. Det var en 42-årig mand fra Filippinerne, der stod bag det angreb, der dræbte 37 personer i Manila fredag. Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Manden kom ind på kasinoet, der ligger ved Resorts World Manila, og satte ild til en række spilleborde efter først at have hældt benzin over dem.

Manden skød samtidig rundt i lokalet, inden han røvede en større portion jetoner.

Derefter flygtede han videre ind på hotellet, der hørte til kasinoet. Her endte han mange timer senere med at tage livet af sig selv.

Gerningsmanden hedder Jessie Carlos Javier, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Han var dybt forgældet, efter at han har været afhængig af at spille på kasino, har hans nærmeste familie fortalt, siger politichefen i Manila, Oscar Albayalde.

37 personer omkom ved episoden, de fleste døde af røgforgiftning.

Der var ikke tale om et terrorangreb, slår politiet fast.

- Vi antager, at dette ikke er et terrorangreb, men en mand, der har angrebet på egen hånd, siger Oscar Albayalde.

Islamisk Stat har gentagne gange været ude og tage ansvaret for angrebet, men det afviser myndighederne i Filippinerne.

/ritzau/