Efter dage med uvished er navnene på 11 oliearbejdere og to piloter, der mistede livet i et helikopterstyrt i Norge fredag, ved at blive offentliggjort.

Fredag middag forulykkede en helikopter med 13 personer om bord ud for den norske vestkyst ved øen Turøy - nord for Bergen.

Helikopteren var på vej fra olieplatformen Gullfaks B i Nordsøen til det norske fastland, da den af uforklarlige årsager styrtede og kostede alle passagerer og besætningsmedlemmer livet.

Blandt de omkomne er den 41-årige Iain Stuart, der foruden sin hustru også efterlader sig to børn. Familien er sønderknust over tabet af Iain Stuart:

»Iain var en kærlig ægtemand og en hengiven far til sine to børn, som familie er vi knust. Han var en omsorgsfuld søn, bror og ven for mange. Vi sætter pris på alle de støtteerklæringer og fine tanker, vi er blevet mødt med. Vi beder om, at vi som familie får lidt privatliv i denne svære og triste tid, så vi kan sørge over tabet,« skriver familien i en officiel udtalelse.

’Chokerende og trist’

Ifølge den norske avis VG arbejdede Iain Stuart for olieselskabet Halliburton. På Facebook har familien nu modtaget kondolencer fra britens arbejdskollegaer og nære venner. Men også lokale forretningsdrivende fra hans lille hjemby, Laurencekirk i skotske Aberdeenshire, kondolerer.

»Chokerende og trist, at Iain Stuart blev dræbt i helikopterstyrtet i Norge. Iain var stamkunde i butikken,når han var i land, og jeg ønsker at formidle vores kondolencer til hans familie og venner fra alle på Laurence Pet Supplies,« lyder det fra indehaveren af hjembyens lokale dyrebutik.

Den italienske pilot, 44-årige Michele Vimercati, er også blevet identificeret blandt de omkomne.

Ifølge den italienske avis Corriere Della Sera flyttede italieneren til Norge for seks år siden, hvor han var bosat i Bergen. Michele Vimercatiskal have været en særdeles erfaren pilot, og foruden jobbet som pilot var han flyinstruktør og certificeret som kontrollant af det norske luftfartstilsyn.

»Vimercatis familie er underrettet og på vej til Norge,« oplyser det italienske konsulat i Oslo ifølge VG.

I går blev pårørende til de omkomne fragtet til ulykkesstedet, hvor dekunne lægge blomster i havettil minde om deres kære.