Emmanuel Macron og Marine Le Pen går videre til anden runde af det franske præsidentvalg.

Det viser de foreløbige resultater fra søndagens første valgrunde.

Med 40 millioner stemmer talt op ser Macron ud til at få 23,54 procent af stemmerne, mens Le Pen står til 22,33 procent.

Den konservative François Fillon får ifølge de foreløbige resultater knap 20 procent, mens venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon står til knap 19 procents opbakning.

Det oplyser det franske indenrigsministerium ifølge Reuters.

Stemmerne er endnu ikke talt helt op i de store byer, og derfor kan det endelige resultat se anderledes ud.

De første prognoser og valgstedsmålinger, der kom umiddelbart efter, at de franske stemmelokaler lukkede, viste ligeledes, at det bliver Macron og Le Pen, der går videre.

De første prognoser gav midterkandidaten Macron mellem 23 og 24 procent af stemmerne, mens Le Pen lå til at få mellem 21,6 og 23 procent.

I Front National-partiets hovedkvarter er der glæde over de første prognoser.

Marine Le Pens kampagneleder, David Rachline, siger i en første udtalelse, at anden valgrunde kommer til at være en afstemning om globalisering.

Politikeren Marion Marechal-Le Pen, der er niece til Marine Le Pen, betegner sin tantes valgsejr som "en sejr for patrioter".

I en tale søndag aften erkender François Fillon sit nederlag.

- Der er ikke andet valg end at stemme imod den yderste højrefløj. Jeg vil derfor stemme for Emmanuel Macron, siger han.

Den tidligere konservative premierminister Jean-Claude Raffarin opfordrer ligeledes "alle demokrater" til at stemme på Emmanuel Macron i anden valgrunde om to uger.

En konservativ toppolitiker, François Baroin, betegner det som "et jordskælv for os".

På femtepladsen kommer det regerende socialistpartis kandidat, Benôit Hamon, med kun lidt over seks procents opbakning, viser de første prognoser.

Hamon har erkendt sit nederlag og opfordrer i lighed med de konservative sine vælgere til at støtte Macron i anden valgrunde 7. maj.

De sidste valgsteder i Frankrig lukkede klokken 20.

/ritzau/Reuters