NIGERIA: En kraftig vejsidebombe eksploderede torsdag i det nordøstlige Nigeria. Bomben eksploderede 30 kilometer vest for byen Mubi i nærheden af et trafikalt knudepunkt og dræbte 40 mennesker inklusiv fem soldater, fortæller flere vidner til nyhedsbureauet Reuters.

Vidnet Abubakar Adamu, der slap fra terrorangrebet med livet i behold, fortæller, at den voldsomme eksplosion satte op til flere busser i brand, og at »der lå lig på jorden over alt«.

Eksplosionen skete i et område af Nigeria, der tidligere har været udsat for adskillige terrorangreb fra den islamistiske oprørsgruppe Boko Haram. Gruppen har ikke påtaget sig ansvaret for det dødelige angreb.

BNB