IRAK: De irakiske myndigheder er i gang med at forberede en offensiv mod militante sunnimuslimske styrker, som forsøger at tage kontrol med den vestirakiske by Ramadi.

2.500 frivillige soldater er blevet fløjet til byen i helikopter, hvor de skal hjælpe de 1.500 soldater, der allerede befinder sig i området, skriver AP.

Langt størstedelen af de frivillige er shiamuslimer, der har reageret på en opfordring fra den højtstående shiamuslimske imam Ayatollah Ali al-Sistani, som har opfordret sine følgere til at melde sig og forsvare Irak mod den militante islamiske gruppe IS. IS har inden for en måned taget kontrol med flere områder i Irak og har erklæret det område, gruppen kontrollerer i Irak og Syrien, for et kalifat underlagt sharialov.

Den irakiske regering frygter, at Ramadi er den næste by, der står for fald, og de sunnimuslimske miltante har allerede taget kontrol med dele af den en gang. Ramadi ligger blot 115 kilometer vest for hovedstaden Bagdad i provinsen Anbar.

Anbar er overvejende sunnimuslimsk og regnes som en af de mest aktive frontlinjer i Irak. Byen Fallujah ligger også i Anbar, og her har IS-oprørerne stadig kontrollen.

BNB