AUSTRALIEN: En 37-årig mor er anholdt for drab på otte børn, der fredag blev fundet stukket ihjel i byen Cairns i det nordøstlige Australien.

Kvinden, der selv er indlagt med sår efter knivstik, er ikke formelt sigtet for drab, skriver det australske medie The Australian. Men hun er anholdt og placeret under politibevogtning på det hospital, hvor hun er indlagt.

Den 37-årige er mor til syv af de otte dræbte børn, der alle var i alderen fra 18 måneder til 14 år.

Ifølge kriminalinspektør Bruno Asnicar blev der fundet adskillige knive ved gerningsstedet, og efterforskere er nu i gang med at kortlægge, hvad der gik forud for drabene.

Det var den ældste bror på 20 år, der gjorde det makabre fund fredag.

Tragedien kommer få dage efter, at politiet tirsdag stormede en café i Sydney, hvor en gidseltager havde forskanset sig. Gidseltageren og to gidsler blev dræbt.

Ifølge politiet i Queensland har knivdrabene i Cairns intet med terror at gøre. Det er et rent »familiemæssigt anliggende.«

Den australske premierminister Tony Abbott har ifølge Reuters kaldt tragedien i Cairns for »hjerteskærende« og sagt, at de seneste dages begivenheder er en »prøvelse« for Australien.

Familien i Cairns tilhører det såkaldte Torres Strait-samfund, der er en del af Australiens oprindelige folk.