INDIEN: Mere end 350 personer menes at være omkommet i Indien, der de seneste dage har været plaget af en voldsom hedebølge.

Det er særligt i landets sydlige regioner, i staterne Telangana og Andhra Pradesh, at hedebølgen har ramt hårdest, og her menes i omegnen af 140 mennesker at være omkommet siden lørdag.

Visse steder er der målt op mod 48 graders varme, og myndighederne opfordrer nu folk til at blive inden døre i deres hjem og til at drikke rigeligt med vand, skriver BBC.

En talsmand for myndighederne i Telangana siger ifølge avisen The Indian Express, at mange af de døde er ældre mennesker, der er omkommet af hjertestop eller regulær væskemangel.

Meteorologerne i landet forventer, at de høje temperaturer vil fortsætte et par dage endnu.

BNB