KØB PLUS!

32 små børn dræbt i ubegribelig syrisk massakre

Videobillederne af sønderskudte børnelig i den syriske by Houla efter en massakre fredag og natten til lørdag, har atter fået fordømmelserne til at regne ned over præsident Bashar al-Assad og hans regime.

Mindst 92 indbyggere blev dræbt, da byen først blev overdænget med mortergranater og senere blev stormet af den frygtede »shabiha«-milits der støtter Assad.

Ifølge lokale aktivister blev mænd skudt ned på gaden, mens kvinder og børn blev dræbt med knive skydevåben i deres hjem.

Specielt en af de videosekvenser der er lagt ud på Yuotube, har rystet verden. Her viser en mand ifølge den britiske avis Sunday Telegraph et lig af en syv-årig dreng med et blodigt gabende hul, hvor næse og mund skulle have været. Imens råber manden:

- Hvad har dette barn gjort, for at fortjene der her.

Mindst 32 af de lig som FNs observatører lørdag fik fremvist i Houla, var børn under ti år, oplyser chefen for FN-observatørerne, generalmajor Robert Mood. Observatørerne talte i alt 92 døde i byen. Aktivister siger til Reuters, at 109 blev dræbt.Øjenvidner fortæller til Sunday Telegraph, at byen blev bombarderet i to timer af kampvogne og artilleri:

- Derefter ankom 13-14 biler monteret med geværer og angreb husene. Folk blev hevet ud og skudt. To familier blev helt udslettet, fra bedsteforældre til børnebørn. De blev ikke dræbt af skud med det samme, men fik skåret halsen over, fortæller Mousab Azzawi til avisen.

Et andet vidne der kalder sig Mohammed, siger:

- De dræbte nogle af børnene med knive, andre med skydevåben og andre ved at kvæle dem.

Begivenhederne har fået den Frie Syriske Hær til at skrotte den allerede gennemhullede våbenhvile. Samtidig vil den britiske udenrigsminister William Hauge ifølge BBC have indkaldt FNs sikkerhedsråd for at diskutere massakren.

Rådet samles formentlig tirsdag eller onsdag.I USA siger udenrigsminister Hillary Clinton, at der må sættes en stopper for præsident Bashar al-Assads regime »der bygger på mord og frygt« og at »USA vil arbejde internationalt på at øge presset på Assad og hans kumpaner«.

Såvel Hillary Clinton som den britiske udenrigsminister forlanger, de skyldige stilles til ansvar:

- De der gennemførte denne forbrydelse skal identificeres og stilles til ansvar, siger Hillary Clinton.

Fra FNs generalsekretær Ban Ki-Moon og fra hans højre hånd i Syrien-spørgsmålet, Kofi Annan lyder der også skarp kritik. De to taler om »vilkårlig og overdreven anvendelse af magt« og om at den syriske regering overtræder sine forpligtelser.

De syriske myndigheder afviser, at stå bag massakren.

- Dette her bærer ikke kendetegnene for den heroiske syriske hær, siger en talsmand for det syriske udenrigsministerium.

Læs også: