En 32-årig mand fra London mistede livet, efter han var ude af stand til at slå autopiloten i sin bil fra.

Det skriver britiske The Mirror.

Det voldsomme uheld fandt sted på den engelske motorvejsstrækning M40, hvor 32-årge Kaushal Gandhi befandt sig i sin Skoda Octavia, da han pludselig var ude af stand til at slå bilens autopilot fra.

Ifølge The Mirror ringede han til alarmcentalen i forsøget på at søge hjælp i den desperate situation. I løbet af det paniske og otte minutter lange opkald blev bilen kun ved med at køre stærkere, uden Kaushal Gandhi kunne stille noget op.

Selvom han satte foden på bremsen, blev farten øget, og fra alarmcentralen fik den rådvilde bilist undervejs at vide, at han skulle prøve at trække håndbremsen.

»Det har jeg ikke prøvet, for med den her hastighed, ved jeg ikke, hvad der vil ske. Jeg kører i midtersporet lige nu, og der er ingen trafik. Skal jeg prøve at trække håndbremsen,« lyder det blandt andet fra Kaushal Gandhi i opkaldet, som af efterforskere af sagen efterfølgende har lyttet igennem.

Kort efter røg forbindelsen til Kaushal Gandhi. Han forulykkede med ekstrem høj fart, da Skodaen endte med at påkøre en lastbil bagfra. Bilens tag blev skrællet af, da den blev fastklemt under den påkørte lastbil. Da udrykningskøretøjer ankom til ulykkestedet, fandt redningspersonalet Kaushal Gandhi livløs i resterne af den totalforulykkede bil. I det voldsomme sammenstød, var hans hoved blevet løsrevet fra resten af kroppen.

Den efterfølgende undersøgelse af ulykken har sidenhen fastslået, at Kaushal Gandhi nåede en topfart på mere end 190 km/t. I dét øjeblik, han ramte lastbilen, var farten på godt 150 km/t. Der er dog ikke fundet tegn på, at der skulle være opstået en enten mekanisk eller elektrisk fejl ved bilen før ulykken. Omvendt har retsmedicinske undersøgelser udelukket, at der skulle være tale om selvmord, ligesom der ikke er blevet fundet forbudte stoffer, som kunne have påvirket den afdøde 32-åriges kørsel.