Færgen Sewol sank onsdag ud for Sydkoreas kyst. Ulykken frygtes at have kostet knap 300 personer livet.

SYDKOREA: Næsten 300 personer var onsdag eftermiddag fortsat meldt savnet efter det, der kan vise sig at være Sydkoreas alvorligste maritime katastrofe i over 20 år.

Færgen Sewol kæntrede i roligt hav cirka 20 kilometer ud for Sydkoreas sydvestlige kyst klokken 9.00 om morgenen lokal tid.

På trods af en enorm redningsaktion, der involverede amerikanske krigsskibe, kystbevogtningsskibe, fiskerbåde og helikoptere, lykkedes det i løbet af onsdagen blot at redde 164 mennesker op ad det kolde vand. Fire blev bekræftet døde ved katastrofen. Det skriver CNN.

Et medlem af besætningen på et lokalt redningsskib fortalte til nyhedsbureauet Reuters, at flere besætningsmedlemmer på Sewol har forklaret, at området var fri for rev og klippestykker, og årsagen til forliset derfor sandsynligvis var en form for funktionsfejl på fartøjet.

Det er endnu ikke bekræftet, hvad der fik færgen til at kæntre, men flere passagerer har fortalt, at de hørte et brag, inden det store skib begyndte at tage vand ind. Der gik bare to timer fra det første nødsignal blev udsendt, til færgen var sunket helt.

»Alt var fint. Men pludselig lød der er brag, og man kunne høre, at ting væltede rundt omkring på skibet. Derefter gik det hurtigt. Vi blev fortalt i højtalersystemet, at vi skulle blive ombord, men de folk, der blev, de er fanget nu,« sagde Cha Eun-ok til Reuters, efter hun var blevet reddet i land.

Færgen var på vej til øen Jeju, og blandt de om bordværende var 325 elever fra gymnasier i byen Asen, der var på vej til fire dages ophold på den smukke ø, der blandt andet rummer en stor nationalpark.

I 1993 sank den sydkoreanske færge Seohae, og 292 af de 362 personer ombord omkom ved ulykken.