3.000 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem i den franske by Rennes efter fundet af en 250 kilo tung bombe fra Anden Verdenskrig.

FRANKRIG: 3.000 mennesker er søndag blevet evakueret fra deres hjem i centrum af den franske by Rennes efter fundet af en 250 kilo tung britisk bombe fra Anden Verdenskrig. Det rapporterer nyhedsbureauet AFP ifølge nst.com.

Bomben blev fundet i nærheden af byens rådhus i forbindelse med et metrobyggeri i Rennes, der er Bretagnes hovedby.

Borgmester Nathalie Appere siger ifølge nst.com til AFP, at bomben indeholder 70 kilo sprængstoffer, og at der venter bombeeksperter »en meget delikat opgave« med at desarmere den. Ifølge borgmesteren er eksperterne nødt til at desarmere den manuelt, da de ikke kan bruge deres radiostyrede enheder.

Politiet har evakueret alle hjem og virksomheder, herunder en brandstation og et plejehjem, inden for en radius af 270 meter fra stedet, hvor bomben er.

Det forventes, at det kommer til at tage omkring seks timer at desarmere bomben.

Under Anden Verdenskrig var Rennes besat af tyskerne og mål for flere angreb udført af det britiske luftvåben, Royal Air Force (RAF), herunder et stort angreb i 1944.

Rennes ligger cirka 350 kilometer sydvest for Paris og har godt 210.000 indbyggere.