Malaysia Airlines Flight 17 gik i stumper og stykker tusindvis af meter over landjorden, efter flyet var blevet gennemhullet udefra af flere objekter i høj fart.

Sådan lyder konklusionen i en foreløbig rapport, som en hollandsk havarikommission tirsdag har udgivet om, hvad der fik MH17 til at styrte ned i Ukraine 17. juli.

Rapporten slår fast, at der ikke er tegn på, at flyet var ramt af tekniske fejl, ligesom besætningen om bord på det malaysiske fly ikke ytrede nogen form for bekymringer, inden man mistede kontakten til omverdenen.

Videografik: Sådan blev MH17 skudt ned

Læs også: Tragedie: Konen skulle have været med MH370 - han byttede til MH17


»Flyet brød op i luften sandsynligvis som følge af strukturelle skader forårsaget af en lang række højenergi-objekter, der gennemhullede luftfartøjet udefra«, lyder det ifølge CNN i en pressemeddelelse fra den hollandske havarikommission.

MH17 blev skudt ned i det østlige Ukraine nær den russiske grænse i et område kontrolleret af prorussiske separatister. Både USA, den ukrainske regering og flere andre vestlige lande har beskyldt separatisterne for at skyde flyet ned.

I lange perioder fik de internationale observatører ikke adgang til nedstyrtningsstedet i det krigshærgede område, men den hollandske rapport fastslår, at der ikke har foregået manipulation med den data, som havarikommissionen har analyseret. Det har der ellers været sået tvivl om siden ulykken.

De prorussiske oprørere har nægtet at have noget at gøre med nedskydningen. Rapporten har udelukkende fokuseret på årsagen til ulykken, og ikke hvem der forårsagede den.

298 personer mistede livet ved flyulykken. To tredjedele af de dræbte var hollændere.