Han er 29 år og én af narkokrigens drabsmænd i Mexico. Han kidnapper, torturerer og dræber mod betaling. Og han har 30 menneskeliv på samvittigheden. Men alligevel angrer han ikke. For ifølge drabsmanden selv ville tingene blive meget værre, hvis de rivaliserende narkokarteller kom i overtal.

»Nabolaget bliver ofte invaderet af folk, som, man frygter, kan skade ens familie og ens samfund. Og derfor er man nødt til at gøre noget, for staten har ikke tænkt sig at hjælpe dig,« forklarer han.

Det er det amerikanske nyhedsbureau Associated Press, AP, der står bag interviewet med den mexicanske lejemorder, der af hensyn til sin egen sikkerhed ønsker at være anonym.

Drabsmanden opererer i Costa Grande-området i den mexicanske delstat Guerrero, hvor store områder er kontrolleret af narkokarteller. Siden 2007 er mere end 1.000 mennesker meldt savnet i Guerrero, men det faktiske antal af forsvundne menes at være langt højere, skriver AP.

Den 29-årige drabsmand var blot 20 år gammel, da han for første gang fik en mand til at ”forsvinde”. En term, der ifølge den anonyme lejemorder består i at kidnappe, torturere, dræbe og efterfølgende skaffe sit offer af vejen, så offeret aldrig bliver fundet igen.

På ni år har han angiveligt fået 30 mennesker til at ”forsvinde”, og han hævder selv, at ingen af ofrene nogensinde er blevet fundet.

Tre af hans ofre menes dog at være blevet dræbt ved en fejl, og selvom han erkender, at hans handlinger er ulovlige, betegner han ikke sig selv som en lejemorder, til trods for at han bliver betalt for at få folk til at forsvinde:

»Jeg betegner ikke mig selv som én, der bedriver selvtægt, men jeg er en del af en autonom gruppe, der beskytter hele byen,« siger han.

Drabsmanden fortæller, at han lever af at opdrætte kvæg, og faktisk har han aldrig fortalt sin familie om sin ’bibeskæftigelse’.

Her kan du se et foto af lejemorderen. Artiklen fortsætter under opslaget.

Der er mange grunde til, at folk forsvinder, fortæller den 29-årige i interviewet. F.eks. hvis de tilhører eller giver information til en rivaliserende bande. En person kan også forsvinde, hvis vedkommende bliver anset som en sikkerhedsrisiko. Nogle bliver også kidnappet for løsepenge, men det har den 29-årige aldrig selv gjort, hævder han.

Desuden har han i modsætning til andre lejemordere også visse standarder for sit arbejde: Han dræber hverken kvinder eller børn, og han får heller aldrig ofrene til at grave deres egne grave.

Ifølge drabsmanden er det bedst at kidnappe en person i vedkommendes eget hjem tidligt om morgenen, når folk sover. Men nogle gange kidnapper han også folk fra offentlige områder. Derefter tager han sine ofre med til et sikkert tilflugtssted, et såkaldt ’safe huse’, eller langt ud i skoven, så ingen kan høre ofrene, når han torturerer dem for at få information ud af dem. Det gør han enten ved at udsætte ofrene for vandtortur eller ved at sætte elektrochok til ofrenes testikler, tunger eller fodsåler.

Når han har fået informationen ud af ofrene, dræber han sædvanligvis offeret med en pistol. Efterfølgende bliver de døde enten begravet på hemmelige steder, dumpet i havet eller brændt. Ofrene kan også blive dumpet på offentlige områder, hvis narkokartellet ønsker at sende et klart signal til en rivaliserende bande, fortæller han.

Drabsmanden kan tydeligt huske, hvor mange han har slået ihjel, og hvor han har begravet sine ofre, men ofrenes ansigter har han for længst glemt:

»Over tid glemmer man dem,« siger han.

Sommetider får han ondt af de mennesker, han slår ihjel, men han fortryder aldrig, fortæller han.

»Ifølge myndighederne kan mine handlinger ikke retfærdiggøres ud fra de love, vi har, men min samvittighed… Hvordan kan jeg sige det? Det er noget, jeg kan leve med, fordi jeg forsvarer min familie. En rivaliserende bande kan gøre megen mere skade,« siger han.

I Guerrero bliver narkotikaproduktionen kontrolleret af et halvt dusin forskellige karteller. Nogle af kartellerne driver også menneskehandel, og mange indbyggere bærer våben for at kunne beskytte sig.