13 er dræbt og over 100 blev kvæstet, da en ukendt person kørte varebil ind i en stor folkemængde i Barcelona.

Barcelona. 26 franskmænd er blandt de sårede efter torsdagens angreb i Barcelona. Heraf meldes 11 alvorligt kvæstet.

Det oplyser det franske udenrigsministerium.

Udenrigsminister Jean-Yves Le Drian, siger, at han fredag rejser til Barcelona for at møde de sårede franskmænd.

Ifølge de spanske myndigheder kommer de sårede fra 24 lande. Blandt dem er to danskere, oplyser Udenrigsministeriet.

Politiet i Spanien fortsætter fredag en stor operation, efter at en islamist torsdag sidst på eftermiddagen kørte ind i en stor menneskemængde. Det skete på La Rambla, et af Barcelonas mest populære strøg.

13 mennesker blev dræbt, mens over 100 er kvæstet. Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.

En af de dræbte og tre af de kvæstede var australiere. Tilstanden er kritisk for den ene af de kvæstede.

- Vi er bekymret for en australier, der ikke er gjort rede for, siger den australske udenrigsminister, Julie Bishop ifølge AP.

Mens politiet jagtede gerningsmanden i Barcelona, der slap væk til fods, dræbte politifolk torsdag aften fem mænd i feriebyen Cambrils godt 100 kilometer længere nede ad kysten.

De planlagde endnu et terrorangreb og var udstyret med bombebælte, hed det.

Inden var det lykkedes dem at køre seks personer ned. En af dem var en politimand.

Politiet antager, at der er en forbindelse mellem angrebene i Barcelona og Cambrils.

/ritzau/Reuters