26-årig internetpioner er død

Den 26-årige Aaron Swartz, der var med til at revolutionere internettet, har begået selvmord, få dage før en retssag mod ham skulle begynde.

USA: Internettroldmanden, -pioneren og -aktivisten Aaron Swartz er fundet død. Han er blevet kaldt mange ting på grund af sine meritter og kampen for den frie tilgængelighed af informationer, som han troede så meget på, at det endte med et stort søgsmål for ulovligt at skaffe sig adgang til en database. Det skriver b.dk.

Aaron Swartz hængte sig i sin lejlighed i New York, hvor han blev fundet af en ven, fortæller hans onkel, Michael Wolf, til New York Times.

Som 14-årig var Aaron Swartz med til at udvikle internet-værktøjet RSS-feeds, som giver brugerne mulighed for at abonnere på online-information fra eksempelvis medier og organisationer. Han har også været med til at skabe den populære informations-delingsside Reddit. Senere blev han af New York Times kaldt en internet-folkehelt.

For han kæmpede en kamp. For at gøre mange internet-filer gratis, og for at gøre informationer frit tilgængelige for offentligheden. Det var ikke en kamp uden konsekvenser.

I juli 2011 blev han af de nationale myndigheder i USA anklaget for at skaffe sig ulovlig adgang til »JSTOR«, en database af videnskabelige artikler, som kun kan læses af betalende brugere. Her downloadede han 4,8 millioner artikler, svarende til næsten hele databasen, og risikerede derfor en straf på op til 35 år i fængsel og bøder på én million dollars. Han nægtede sig skyldig i anklagerne, som skulle have været prøvet for retten i næste uge.

Men lørdag blev livet for meget for Aaron Swartz, der tidligere har fortalt, at han har haft selvmordtanker. Og skrevet på sin blog om, hvordan det er at leve med en depression.

I en erklæring skriver familien:

»Aarons engagement over for social lighed var gennemgribende og definerede ham som menneske. Han brugte sine evner som programmør og teknikker, ikke til at blive rig, men til at gøre internettet og verden et mere lige og bedre sted.«