Den årlige liste over danske ghettoer blev torsdag frigivet af Transport- og Bygningsministeriet. 25 områder, der opfyldte mindst tre opstillede kriterier, har fået stemplet 'ghetto'.

Og vanen tro var Gellerupparken at finde på listen. Og for for tredje år i træk kunne området i Aarhus tage prisen for at have den største procentdel af tidligere dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer.

Af den tidligere så omdiskuterede liste fremgår det, at for hver gang du har mødt omtrent 25 personer – inklusiv børn - i området omkring Gellerupparken, vil én være blevet dømt for en ovenstående lovovertrædelser.

3,95 procent af områdets indbyggere over 18 år har nemlig overtrådt loven.

Hertil kan Gellerupparken, der har knap 6.100 indbyggere i alt, bryste sig af at have den tredje højeste andel af personer, der ikke er i arbejde. Lidt over halvdelen - 52 procent - at områdets beboere er således uden for arbejdsmarkedet

Ændringer på vej

Problemerne i Gellerupparken er noget, som man forsøfer at komme til livs, fortæller administrerende direktør i Brabrand Boligforening, Keld Laursen, til BT.

»Vi er i gang med en meget stor og ambitiøs plan for at ændre Gellerupparken fra udsat boligområde til et spændende og international orienteret bydel i Aarhus. Men vi er kun lige begyndt, og der vil gå nogle år, før man vil se resultater. Så man må væbne sig med tålmodighed,« siger han.

De nye tiltag vil ifølge Keld Laursen betyde forandringer i forhold til både kriminalitet, udannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet i området.

»Det bliver en lang og sej proces, men min vurdering er, at vi har et område, hvor mange beboere anerkender og ser, at det virkelig er under forandring. Så jeg tror, at vi vil se nogle forandringer over de kommende år,« siger han.

Keld Laursen hæfter sig imidlertid ved de tilbagemeldinger, som man modtager fra beboerne i Gellerupparken. Og her forlyder det, at mange føler sig ganske trygge ved at bo i området.