En retssag i Hannover afslører chokerende detaljer fra en uhyggelig voldtægt, hvor en 37-årig asylansøger fra Algeriet tævede en 25-årig studerende, hvorefter han forgreb sig på hende, mens han råbte 'om Allah vil det'. Efter overgrebet spurgte han sit gennembankede og traumatiserede offer, om hun 'havde nydt det'.

Det skriver Bild.

Den 25-årig studerende blev stoppet af en arabisk udseende mand på vej hjem fra en bytur i den tyske by Hannover kl. 5 om morgenen. Det endte med at blive hendes livs værste mareridt, fortalte den unge kvinde retten, hvor hun identificerede sin overfaldsmand som den 37-årige asylansøger fra Algeriet.

Ifølge offeret begyndte det med at han på gebrokkent tysk spurgte, om 'hun havde haft en god aften'. Før hun kunne nå at svare, greb han angiveligt fat i hendes arm og trak hende ned i en mørk gyde og fortalte, at han 'havde brug for sex'.

Hun forsøgte at skrige, men han lagde angiveligt sin hånd over hendes mund. I sin desperation greb kvinden ud efter sin peberspray, men ifølge hendes udsagn i retten fik voldtægtsmanden fat i den og brugte den i stedet mod hende.

Derefter væltede den 37-årige asylansøger hende angiveligt omkuld og forsøgte at trække trusserne af hende. Da han ikke havde held med sit foretagende, skreg han til hende, at hun skulle tage tøjet af. Hun fortalte i retten, at hun forsøgte at vinde tid ved at bede ham indtrængende om at lade hende være i håbet om, at nogen ville komme forbi og stoppe ham. Men der kom ingen.

Da hun igen forsøgte at skrige, begyndte overfaldsmanden at slå hende og sprøjte peberspray i hovedet på hende. Ifølge kvindens udsagn i retten bankede han igen og igen hendes hoved ned i jorden.

For at vride den sidste rest af modstand ud af sit offer holdt overfaldsmanden hende over munden og lukkede hendes næse til, forklarede hun videre. Først der opgav hun at kæmpe imod, af frygt for at det ville koste hende livet.

»Jeg havde aldrig troet, at det her kunne ske for mig. Jeg kunne ikke begribe det. Jeg troede, jeg skulle dø,« sagde voldtægtsofferet med bævende stemme i retten.

Manden lagde sig ovenpå hende, og under voldtægten råbte han ifølge den 25-årige studerende flere gange ’Inshallah’, som på arabisk betyder ’om Allah vil det’.

»Bagefter spurgte han mig, om det havde været godt, og om jeg havde nydt det,« sagde kvinden i retten.

Ifølge anklageren er der DNA-spor, som knytter den algeriske mand til forbrydelsen. Manden nægter sig skyldig i voldtægt.