Flere end 240 mennesker er kvæstet efter togulykken i Shanghai, rapporterer det kinesiske nyhedsbureau Xinhua. De fleste er dog sluppet med lettere skader, lyder den foreløbige melding.

To undergrundstog er kollideret i den kinesiske storby Shanghai, rapporterer landets statslige medier. Tv-billeder viser blodige mennesker, som får hjælp af medpassagerer, og mange ligger på jorden tilsyneladende bevidstløse.

Ulykken skete angiveligt, da et af togene fik maskinproblemer og blev omdirigeret manuelt, hvilket medførte, at det kolliderede med et andet tog ved stationen Yu Yuan.

- Der skete en kollision på linje 10 på grund af en signalfejl, oplyser metroselskabet i Shanghai, der efter ulykken lukkede ni togstationer.

De kinesiske myndigheder kæmper i forvejen med at genopbygge befolkningens tillid til landets enorme jernbanesystem, efter at en ulykke i juli kostede 40 mennesker livet, da to højhastighedstog på Beijing-Shanghai-linjen kolliderede. Også den ulykke skyldtes en signalfejl.

- Politi er blevet sendt til området for at hjælpe med at evakuere passagererne, hedder det i en erklæring fra Shanghais Metroselskab. Ifølge selskabet er hovedparten af de kvæstede kun lettere kvæstet.

Ifølge metroselskabet er 500 passagerer blevet evakueret.

/ritzau/AFP