Søren Thuesen (tv) er manden, der har svømmet flere timer i mørkt norsk oprørt hav for at slå alarm, efter at hans og kammeraternes båd var kæntret.
Søren Thuesen (tv) er manden, der har svømmet flere timer i mørkt norsk oprørt hav for at slå alarm, efter at hans og kammeraternes båd var kæntret. Foto: Jørgen Kirk

I flere timer svømmede Søren Thuesen fra Ringkøbing mod land for at slå alarm, efter at han og fem kammerater kæntrede i det sydlige Norge. Fire savnes fortsat.

Sygehuset i Kristianssand i det sydlige Norge behandlede torsdag morgen to danske mænd i tyverne, som onsdag sammen med fire kammerater forulykkede med en båd ud for Mandal.

Den ene af mændene, 24-årige Søren Thuesen fra Ringkøbing, svømmede i det kun 15-17 grader varme vand mod land for at slå alarm, mens den anden blev tilbage på et skær.

Efter at have sat kammeraten af,  fortsatte Søren Thuesen sandsynligvis alene mod nord. Først to korte strækninger, inden han nåede Hellersø. Herfra har han igen kastet sig i vandet for svømme den lange strækning til Skjernø, hvor han søgte mod et hus for at slå alarm.

- Han svømmede i flere timer, før han nåede land og kunne slå alarm. Han er uden for livsfare, men selvfølgelig noget forkommen, siger en talsmand fra Hovedredningssentralen Sør-Norge i Stavanger til Ritzau. 

Tante: Han er livredder

Det kommer dog ikke bag på en slægtning, at Søren Thuesen klarede den lange, kolde svømmetur.

- Søren er livredder og derfor kunne han svømme så langt, siger Inge Thuesen til B.T. Hun er tante til Søren Thuesen, der svømmede efter hjælp.

- Jeg kender ikke de andre, som han var på fisketur med, tilføjer hun.

Søren Thuesen kom i land på Rossnes, som er en tange ud for Skjernø.

- Han fortalte, at han havde svømmet ind fra Sandoy og været i vandet i to timer, siger Maria Natali Lilleng til den norske netavis VG.

Hun bor i nærheden af det sted, hvor den 24-årige ringkøbingenser kom ind.

Han fortalte desuden, at båden var løbet tør for benzin, og at de uden motorkraft fik problemer i de høje bølger. Båden blev kastet rundt, og to af kammeraterne skulle ifølge Søren Thuesen være druknet, mens han ikke vidste, hvor de sidste to befandt sig. De norske søredningsmyndigheder kan ikke bekræfte, at to af mændene er druknet.

Mens Søren Thuesen besluttede at svømme efter hjælp, blev hans kammerat på et skær nær ulykkesstedet. Ved at råbe om hjælp lykkedes det ham omkring midnat at blive hørt af redningsmandskab. Han blev straks bragt til sygehuset, hvor lægerne kunne fastslå, at hans tilstand er stabil.

De fire øvrige mænd savnes fortsat.

Ifølge Dagbladet Ringkøbing/Skjern er Søren Thuesens forældre, Helle og Jens Thuesen, på vej til Norge for at se til deres søn, der stadig er indlagt efter den voldsomme oplevelse.

Læs mere på dagbladetringskjern.dk



SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.