Dansk-kurdiske Joanna Palani har kæmpet mod Islamisk Stat (IS) i Syrien, og der oplevede hun, at soldaterne fra IS var meget nemmere at slå ihjel end Assads styrker.

Det fortæller den 23-årige kvinde, der nu til daglig studerer politik og filosofi, i et interview med mediet Vice.

Joanna Palani har tidligere været meget omtalt herhjemme, fordi hun har fået inddraget sit danske pas og fået udrejseforbud som konsekvens af, at hun har været i Syrien og Irak og kæmpe mod IS.

Senest i februar i år stadfæstede Københavns Byret politiets beslutning, efter at Joanna Palani selv bad om at få sagen videre til en domstol.

Den danske kvinde har af flere omgange kæmpet mod IS i både Syrien og Irak. Hun blev født i en flygtningelejr i Irak, og siden flyttede hun og familien til København. Allerede som ni-årig skød Joanna med en riffel for første gang i Finland - og hun elskede det.

I 2014 drog hun afsted til først Irak og siden Syrien, hvor hun kæmpede på kurdisk side mod IS. Først for gruppen YPG og siden Peshmerga, som hun kæmpede for i seks måneder. I alt kæmpede Joanna Palani mod IS i tolv måneder, fortæller hun Vice.

IS-krigere var nemmere at nedkæmpe

Hendes oplevelse var, at der var markant forskel på kampene mod IS-soldaterne og kampene mod den syriske præsident Bashar al-Assads styrker.

»IS-krigere er meget nemme at slå ihjel. IS-krigere er rigtig gode til at ofre deres eget liv, men Assads soldater er virkelig godt trænet og de er specialist dræbermaskiner,« siger Joanna Palani til Vice.

Assads styker er kendt for at angribe med blandt andet tøndebomber, og det syriske regime menes at have mere end 180.000 civile liv på samvittigheden og bliver nu undersøgt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Trænede unge piger

I interviewet med Vice fortæller Joanna Palani også, at hun er stolt af at have været med til at træne unge piger til at blive soldater, og hun fortæller, hvordan selv helt unge piger bliver sendt til frontlinjen. Piger, som hun beskriver som 'meget modige'.

Udover oplevelsen, at IS-soldater var nemmere at nedkæmpe end Assads styrker, oplevede Joanna Palani også gruopvækkende ting i sin kontakt med terrorgruppen.

I begyndelsen af 2015 var Joanna Palani med til at befri byen Mosul, og her fandt de en stor gruppe børn som blev holdt fanget af IS, der misbrugte børnene seksuelt. Unge piger var låst inde og blev enten voldtaget eller lånt ud til andre soldater, fortæller Joanna Palani.

Hun fortæller, at alle pigerne var under 16 år. En af dem, en 11-årig pige som var gravid med tvillinger, døde, mens hens Joanna holdt hendes hånd.

Lægen havde efterfølgende skældt Joanna Palani og hendes soldater ud, og hun fortæller, hvordan hun måtte prøve at forklare, at hun og soldaterne ikke var ansvarlige for voldtægterne.

Ville aldrig hjem

Selv om oplevelserne var barske, og Joanna var bange ind i mellem, havde hun aldrig et decideret ønske om at vende hjem. Faktisk var der ikke et eneste øjeblik, hvor hun hellere ville være hjemme end i Syrien, fortæller hun.

Alligevel tog hun for en kort stund tilbage til København i 2015, da hun fik 15 dages fri.

Efter tre dage i Danmark fik hun besked fra politiet om, at hendes pas ikke længere var gyldigt. Joanna Palani fik også at vide, at det kunne koste hende op til seks års fængsel, hvis hun forsøgte at vende tilbage til Syrien.

Føler sig forrådt

Hun fortæller, at hun er rasende på den danske regering, og at mange mennesker i Syrien nu er skuffede over hende, fordi hun havde en vigtig funktion i at oplære yngre piger i at bruge våben - en oplæring hun ikke var færdig med.

Og nu står Joanna Palani med et valg: Vil hun tage tilbage og kæmpe og opgive sit danske pas - eller vil hun vente og håbe på at loven ændrer sig?



Hun er ikke klar til at opgive den frihed, hun har som kvinde i Europa, men hun føler sig forrådt af sit eget land.

»Jeg ville give mit liv for Europa, for demokrati, for frihed og for kvinders rettigheder. Jeg føler, jeg er blevet forrådt af dem, som jeg var klar til at ofre mit liv for,« siger Joanna Palani til Vice.