Paris. Efter flere måneders overvågning er en 22-årig mand blevet anholdt og nu sigtet for at planlægge et angreb under EM-slutrunden i Frankrig.

Den unge mand er en radikaliseret konvertit, der kommer fra den sydlige del af Frankrig, skriver nyhedsbureauet AFP.

Han blev anholdt mandag i den sydøstlige by Carcassonne mistænkt for at have planer om at angribe amerikanske og russiske turister.

Ifølge retskilder var den unge mand rejst til området "med hensigten om at udføre en voldelig handling, som især skulle ramme amerikanere og russere".

Fredag er han blevet sigtet for at have forbindelse til en "terrorgruppe".

Manden havde en kniv og en lille hammer på sig, da han blev anholdt. En unavngiven kilde oplyser til AFP, at han lider af psykiske problemer.

Den anholdte kommer fra den sydlige franske by Lunel, som er berygtet for antallet af indbyggere, der tager til Syrien for at kæmpe. Men han var flyttet til den nærliggende region Tarn.

Den anholdte har ved afhøringer fortalt politiet, at han "har brugt meget tid på at se videoer med Islamisk Stat og jihadist-hjemmesider, og at han var fascineret af det".

Han har yderligere indrømmet, at han gerne ville rejse til Syrien, men ikke havde råd til det. Derfor planlagde han et angreb på fransk jord "i væbnet jihads navn".

Frankrig har været i undtagelsestilstand, siden gerningsmænd med relation til den islamistiske og voldelige organisation Islamisk Stat (IS) dræbte 130 mennesker i Paris i november sidste år.

Landet er desuden i højeste beredskab på grund af EM i fodbold.

/ritzau/AFP