I Pakistan er 21 soldater, der blev bortført af Taleban for tre dage siden, fundet dræbt.

PAKISTAN: 21 pakistanske soldater, der blev bortført under et militant angreb mod to paramilitære lejre uden for Peshawar i torsdags, er søndag fundet dræbt, rapporterer Geo News.

- For kort tid siden fandt vi 21 sønderskudte sikkerhedssoldater i et ubeboet område, siger den lokale embedsmand Naveed Akbar til AFP ifølge Geo News.

- Én blev fundet i live, men vedkommende er såret og derfor indlagt på hospitalet. En anden formåede at undslippe uskadt, tilføjer han.

En anden embedsmand, Gul Shehzad, fortæller, at myndigehderne kort før midnat blev underrettet om, at der lå nogle lig i området, der ligger omkring fire kilometer fra de to statslige paramilitære lejre, soldaterne blev bortført fra.

- Soldaternes hænder var blevet bundet sammen med reb, inden de blev skudt, siger Shehzad til AFP ifølge Geo News.

Militante talebanere har taget ansvaret for bortførelsen.