På brutal vis blev den kun 21-årige brite Mia Ayliffe-Chung revet væk fra sin familie og elskede, da hun blev knivdræbt af den 29-årige franskmand Smail Ayad på et hostel i Australien.

Politiet i Queensland mener, at han var vild med hende. Følelsen var dog ikke gengældt og det resulterede i den voldelige nat, hvor hun blev dræbt og en anden endte i kritisk tilstand, da Smail Ayad gik amok med en kniv. Det kan du læse mere om ved at klikke her.

Mia Ayliffe-Chung havde været i Australien i længere tid som backpacker. Og nu skal familien rejse til Australien for at få datterens aske med hjem til England.

Britiske the Independent har fået moderen Rosie Ayliffe til at skrive en daglig blog om datteren og rejsen til Australien. Her giver hun blandt andet udtryk for, hvad hun ville gøre, hvis hun mødte sin datters formodede drabsmand.

De fleste ville nok ønske hævn, død og ødelæggelse over deres barns drabsmand. Det gør Mia Ayliffe-Chungs morbror uden tvivl, forklarer moderen. Men det gør Rosie Ayliffe ikke selv. Hun mener, at det er vigtigt, at man kan tilgive folk. Selv de værste på Jorden. Ifølge den sørgende mor er alternativet at volden eskalerer. Had avler had.

»Personen, der dræbte Mia, skal leve med det faktum, at han ødelagde min datter. Hvis han ikke føler nogen skyld, så er han uden tvivl et monster i menneskelig form, og hvilket liv er det at leve?,« skriver hun blandt andet og lægger vægt på, at hun slet ikke ønsker at stå ansigt til ansigt med Smail Ayad.

Moderen, der virker til at være en smule religiøs, fortæller, at hun er nødt til at tro på, at det var datterens skæbne at dø på den skæbnesvangre dag. Det er den eneste måde, hun kan håndtere det tragiske dødsfald på.

Rosie Ayliffe fortæller også, at familien har en plan for, hvordan de vil sprede deres dræbte datters aske. De vil skabe et mindested for hende ved hjemmet i England. Derudover vil de give små ampuller med datterens aske til hendes venner, så de kan sprede asken på steder, som hun ville besøge - eksempelvis Canada, New Zealand og Singapore

Drabsmanden har aldrig sat en fod i en moske
Derudover mener hun, det er noget vrøvl, når medierne forsøger at koble drabsmanden til Islam, fordi han råbte 'Allahu Akbar', da han knivdræbte datteren.

»Smail Ayad. Franskmanden, der er mistænkt for at være min datters drabsmand, er ikke en islamistisk fundamentalist. Han har aldrig sat sin fod i en moske,« skriver moderen, dog uden at forklare, hvor hun har den viden fra.

Det australske politi har tidligere oplyst, at de ikke mener, at den formodede drabsmand har nogen tilknytning til terrororganisationer.