USA: Anklagerne ved retten i New York lød tirsdag på, at en 21-årig mand fra Bangladesh i sidste måned forsøgte at bombe Federal Reserve Bank i New York. En af 12 føderale bankenheder, som tilsammen handler som centralbank i USA.

Den 21-årige nægtede sig skyldig i bombeplanerne, selv om han ved sin anholdelse 17. oktober tæt på Wall Street forsøgte at detonere en bil, som han troede indeholdt 450 kilo sprængstof. Bilen var dog blevet leveret af en undercover-agent, som sammen med et hold fra politiet stod for anholdelsen, og derfor var den unge mand fra Bangladesh aldrig i nærheden af sprængstoffer selv.

Han står til at kunne få en livstidsdom, hvis han bliver dømt for begge forhold: forsøg på at bruge masseødelæggelsesvåben og forsøg på at videregive materiale til terroristgruppen al-Qaeda.

Næste gang, den 21-årige møder i retten, er 9. januar.

BNB/Reuters