USA: Omkring 18.000 amerikanske sygeplejersker vil 12. november forlade deres arbejde for at strejke. Det sker i protest mod manglende beskyttelse af sygeplejersker, som passer ebolaramte patienter.

Sygeplejerskerne har krævet bedre forhold i ugevis, fordi to amerikanske sygeplejersker blev smittet med den farlige virus efter at have passet en ebolapatient i Texas.

»Sygeplejersker, der har været villige til at hjælpe patienter, uanset om det var influenza, uanset om det var ebola, uanset om det var kræft, bliver nu bedt om at sætte sig selv i fare,« siger administrerende direktør i fagforbundet National Nurses United Rose Ann DeMoro.

Sygeplejerskerne vil nedlægge arbejdet 66 steder i Oakland og på Providence Hospital i Washington.

Desuden vil der samme dag blive samlet penge ind til beskyttelsesdragter over hele landet.

BNB/Reuters