Et terrorangreb på et hotel i Somalia har kostet 17 mennesker livet.

SOMALIA: 17 personer er blevet dræbt ved det hotelangreb, som terrorgruppen Al Shabaab indledte fredag eftermiddag i Somalias hovedstad Mogadishu, skriver nyhedsbureauet Reuters, der samtidig fastslår, at angrebet fortsatte natten i gennem.

Sent fredag aften forlød det ellers fra myndighederne, at regeringsstyrker stort set havde kontrollen med hotellet, og at dødstallet for angrebet lå på syv. Reuters skriver dog lørdag morgen, at der har været flere eksplosioner på hotellet i løbet af natten, og kampene har kostet flere mennesker livet.

»Mindst 15 personer er blevet dræbt i kampene, deriblandt Somalias ambassadør i Geneve, og mindst 20 andre er såret. Blandt de dræbte er civile, hotelvagter og regeringssoldater,« siger oberst Farah Aden til Reuters. Kort efter Farah Adens udtalelse lørdag morgen meldte de somaliske myndigheder officielt ud, at hotelangrebet er overstået, og det endelige dødstal for Al Shabaabs blodsudgydelser er 17.

Det menes, at i alt ni mænd fra Al Shabaab stod bag angrebet, og at de seks var dræbt fredag aften. De oplysninger er dog forsat ikke bekræftet.

Da hotellet blev angrebet fredag eftermiddag dansk tid, befandt der sig flere embedsmænd fra den somaliske regering på stedet, men det skulle være lykkedes myndighederne at redde de fleste embedsmænd.

Al Shabaab har tidligere stået bag lignende angreb på hoteller i Afrika.