Der er stadig nogle måneder til, at håbefulde, danske studenter spændt venter på svar fra universiteter rundt omkring i landet. Er de kommet ind på drømmestudiet, eller må de flytte til den anden ende af landet, for at starte på en mindre attraktiv uddannelse?

I USA er tiden allerede kommet, og breve fra universiteter dumper ind ad brevsprækker over hele landet. For 17-årige Siobhan O'Dell fra Californien var det en nedtrykkende besked, der kom fra Duke University. Der var ikke blevet plads til hende på drømmestudiet.

Men i stedet for at krølle brevet sammen, smide det ud og hænge med næbbet, tog hun sagen i egen hånd. Og nægtede at acceptere universitetets afslag.

Afslag på afslag
Hun skrev simpelthen et afslagsbrev til afslagsbrevet, hvor hun kopierede ordlyden i Duke Universitetets afslag til hende. Forvirret? Så læs videre.

»Tak for jeres afslagsbrev dateret d. 26. marts 2015. Efter omhyggelige overvejelser må jeg desværre meddele jer, at jeg ikke kan acceptere jeres afslag,« skrev Siobhan O'Dell.

Og fortsætter det humoristiske svar:

»I år har jeg været begavet med afslag fra nogle af de bedste universiteter i landet. Med afslag fra så forskellige og fremragende universiteter, har jeg ikke været i stand til at acceptere afslagsbreve, som jeg ellers ville have kunnet acceptere i foregående år,« skrev hun og sætter trumf på.

»Derfor har jeg tænkt mig at begynde som førsteårs-elev på Duke Universitets årgang 2015,« slutter den 17-årige universitets-aspirant.

Går verden rundt
Siobhan O'Dells afslagsbrev er gået verden rundt, siden hun slog det op på sin egen tumblr-side, hvor næsten 100.000 personer har 'liket' det.

Det har desuden fået en række amerikanske og engelske medier til at skrive om teenage-pigens kreative afslagsbrev, som nok kan hjælpe på humøret hos de mange unge, der i disse dage har fået afslag fra deres drømmestudie.

Og selv om Duke Universitet ikke vil lade Siobhan O'Dell starte som universitetsstuderende, så har hun heldigvis reddet sig en anden studieplads. Efter sommerferien er overstået, starter O'Dell på University of Southern California.

Med sit kreative anti-afslagsbrev skriver Siobhan O'Dell sig ind i noget, der ligner en tradition for opfindsomme svar på afslag.

Helt tilbage i 1996 dukkede det første eksemplar af sådan et brev op på internettet, og igen i 2007 gik en version viralt. Her var det en mand, der havde søgt en stilling som assisterende professor på det amerikanske Whitson University. Det er tilsyneladende herfra, at Siobhan O'Dell har fået sin inspiration.